Hvis jeg var i tvivl om hvorfor jeg godt kunne lide at strikke strømper før, så er jeg det ikke mere. De stryger jo af pindene. Har færdiggjort mit andet par og begyndt på det tredje på under to uger. Yay.
Konstruktion
Et par strømper så simple som man kan lave dem, strikket som et rør fra tåen op, med vendepinde strik tå og hæl. Hvis du ikke har strikket strømper fra tæerne op – før så kan jeg varmt anbefale Wendy Johnson’s Generic Toe-up Socks.
PaaPinden.dk har også en rigtig fin vejledning i at lave hæl med vendepinde strik, med mange billeder. Jeg har først opdaget den efter jeg lærte at strikke dem med Wendys, men hvis man ikke kender til engelske strikkeudtryk, eller lærer bedre med billeder er den et rigtigt godt alternativ.
Selvom man ikke har prøvet at strikke vendepinde strik før kan man godt gå i gang med det mønster, der er en god vejledning og det er virkeligt lettere end det ser ud til.
Disse er strikket på 2,5mm rundpinde med 64 masker rundt – plus to ekstra masker efter både tå og hæl da jeg glemte at lave indtag på pinden efter…
Resultatet
Jeg er enormt tilfreds med resultatet. MeriSock Space Dyed er enormt lækkert, både at strikke med og på fødderne. Jeg tror jeg fik strikket fødderne en anelse længere end nødvendigt, men de er stadigt enormt pæne. Farveskiftet er interessant nok til at man ikke behøver et kompliceret mønster.
Som altid kan der ses flere billeder af projektet på Ravelry.
Pingback: Glade striber gør glad | Jeg skal bare lige...