Var i Design Værkstedet for en lille uges tid siden, men har først nu fået taget billeder af høsten.
Planen var oprindeligt bare at købe en garnnøgle mere af Onion Knits Superfine Merino til den sidste del af mit Clockwork Greenish sjal/tørklæde og se på noget Karen Noe Design – Linea Original. Ikke nok med at jeg købte Linea garnet, så endte jeg også med at købe strømpegarn for første gang i nok et par år.
Trøje nr 999 ca
Jeg har planer om en trøje i stil med Purl Sohos Everyday Linen Raglan og har 80g Linea i farven petrol fra et tidligere projekt, så tænkte at de to ville være et godt match. Efter at have stået og kikket på det lidt nåede jeg frem til at ikke nok med at det ville være en perfekt trøje til efteråret, så vil den også være behagelig at arbejde på de dage hvor sommeren viser sit ansigt. Så jeg købte det. Fordi jeg mangler striktrøjer. Eller noget… 😉
Strømper!
Den store overraskelse var da jeg så noget strømpegarn, der rent faktisk gav mig trang til at strikke strømpe igen. Jeg kørte lidt sur i strømpestrikningen for et par år siden da jeg speed strikkede 4-5 par i december til jul. Det blev en pligt mere end noget jeg nød, så jeg droppede det helt for en tid. Indtil at jeg så noget nydeligt lilla og sort strømpegarn, der var så blødt at jeg ikke kunne stå for det altså.
Garnet er fra Punta Yarns og hedder MeriSock Space Dyed. Jeg har hverken prøvet det garn før eller andet fra det mærke, men det ser flot ud og føles godt. Umiddelbart tænker jeg på at lave strømper med nogle chunky kabler/snoninger på til at bruge hjemme, da polyamiden er i en separat tråd vundet omkring garnet, i stedet for at være spundet ind i merinoulden. Bliver godt at strikke strømper igen uanset hvad.
Pingback: Strømper, strømper, strømper | Jeg skal bare lige...